Computerspil over de olympiske lege må have en tung forbandelse hængende over sig, for uanset hvem man giver licens på at lave spil over disse gigantiske sportsbegivenheder, så ender det i hat og briller. "Vancouver 2010" fra Sega er ingen undtagelse.

Ved første øjekast er det ellers et ganske nydeligt spil, med glittede overflader, svulstige farver og nogle betagende, snedækkede kulisser. Man kan hurtigt blive narret til at tro, at det er en fuldfed og nogenlunde vellykket titel. Det er allerede sket for en stribe uopmærksomme anmeldere rundt om i verden.

Men den grafiske sminke er papirstynd og der gemmer sig en amputeret oplevelse under overfladen. "Vancouver 2010" er i virkeligheden kun en håndfuld meget ens minispil med simpel styring og nul afveksling. Det er ikke pengene værd.

Onlinedelen i spillet er ufuldendt og kedelig, og offline er spillet uden karriere-modus eller andre muligheder for at udvikle sin figur, sine evner eller sit grej, som vi ellers har vænnet os til fra andre sports- og racerspil. Dette har ingen specielle "superski" for at sætte bedste tid, ingen "bedre udholdhed" for at spille mange timer, ingen "hurtigere reflekser" for at vinde en masse i træk... ingen bonusser overhovedet til at give spillet udvikling.

Det er det samme dusin discpliner af 3-4 minutter stykket - intet ændrer sig; bortset fra den stigende frustration, man mærker i hjertet, mens man sidder og tænker "jeg må have overset noget" og kører de samme baner igennem for fjerde gang. Og her begynder det også at krakelere for grafikken i spillet.

Inden længe opdager man nemlig, at publikum er de samme 10 figurer i forskellige farver, der på skift laver de samme få vinkebevægelser. Baggrundene er det samme på mange af banerne. Træer, skilte og klippeformationer genbruges i stor stil. Selv indretninger af baner genbruges på tværs af discipliner, så man pludselig kører Slalom på en bane, hvor man allerede kender omgivelserne særdeles fint fra Super-G.

Jeg forstår det godt. Det er sådan man laver teknisk effektive spil, hvor baner og kulisser ligner hinanden til forveksling og derfor lige så godt kan bygges af samme klodser - hvor baggrunde alligevel ikke er til for at blive nærstuderet og derfor lige så godt kan klaskes på alle banerne - og hvor det hele gerne skulle loade i en fart, (hvilket det i øvrigt heller ikke gør.)

Men! Det er en gåde for mig, hvorfor der er sparet på disse detaljer i "Vancouver 2010". Netop detaljerne er stort set det eneste spillet har tilbage at gøre noget ud af, når man har kigget på det sørgelige pointsystem og det skrabede udpluk af discpliner og baner.

Jeg skal ikke kunne sige, om markedet bare er sådan at olympiske spil ikke sælger - og den eneste måde at tjene penge på dem er at lave dem superbilligt. Uanset hvad forklaringen er, så er det ikke godt nok. Næste gang må udviklerne beslutte om det skal være heftig arkade med al den urealisme (og letbenet sjov) det nu giver - eller om det skal være superrealistisk med alle de navne, lande, regler og tekniske sværheder, det nu giver.

Anmeldelsen gælder både PC, Xbox 360 og PS3. Forskellene på spillet mellem disse platforme er ligegyldige for den samlede oplevelse.