I år 2000 gjorde "Hitman" fra IO Interactive det. Ti år senere gør Playdead med "LIMBO" det. Sætter Danmark på verdenskortet, igen. Så simpelt er det.

Playdead rækker ud efter alle de rigtige knapper, og rammer, med deres første spil "LIMBO", ikke ved siden af. Alt fra de krævende puslespil, mystikken, den film noir-inspirerede visuelle retning til den unikke lydstil går op i en højere enhed, og gør "LIMBO" til et lille spil i toppen af eliten.

Man vågner som en ung dreng i en skov, hvis omgivelser ligner noget fra en sort-hvid film i 1920'erne. Der er ingen smart intromelodi eller musikstykker der spolerer de rene indtryk som spillets visuelle stil viser frem. Heller ikke en introduktion i starten. Men "LIMBO" står fint alene, uden forklaring.

Drengens mission er at klare sig gennem den fjendske og monokrome verden for at finde hans søster, der er forsvundet. For at komme gennem det vilde terræn skal man løse puzzles, der er indlagt overalt i spillet.

De strækker sig fra at være simple i begyndelsen til at være usædvanlige hjernevridere senere hen. Og de strækker sig fra at være tandhjul hvorpå verden roterer rundt til omvendt tyngdekraft, hvor en lille overset ledetråd kan føre til lang tids frustration. Jeg blev aldrig irriteret på spillet for at sidde fast, men jeg var sur på mig selv, for ikke at kunne gennemskue de spor der er givet mig. Når man så indser logikken, føles det som en kæmpe belønning, at få lov til at komme videre.

Hurtigt bliver det også klart, at Playdead ønsker at man skal dø ofte. Der er indlagt tjekpunkter efter hver forhindring, så man kommer aldrig til at løse de samme to gange. Desuden står spillets fjender og forhindringer, heriblandt kæmpe-edderkopper, bjørnefælder og rundsave for nogle af de mest modbydelige og makabre dødsscener til dato.

Der er gjort meget ud af netop dette punkt, og derfor får man flere steder lyst til at lade sig dø med vilje, og at se hvordan scenen denne gang udspiller sig. Det lyder grotesk, men det passer godt ind i spillets mystik og mørke tema, at lade spilleren dø på så uhyggelige måder. Det giver stemning.

Og stemningen sættes uovertruffent af den grafiske stil og spillets simple lydside, hvor stilheden kun afbrydes af ens fodspor, regndråber, summende fluer, eller andre genstande omkring en. Fraværet af underlægningsmusik gør at man hele siden skal skabe sin egen stemning, man skal selv gå aktivt ind i spillet og fortolke og absorbere indtrykkende. Der er ikke noget der kommer foræret. Alt skal gennemskues ud fra de få og velvagte ledetråde der er lagt frem.

At give sig til at lede efter kritikpunkter i spillet er svært. Men afhængig af hvor ofte man "sidder fast", så kan spillet nemt klares på en kort aften. Det er i og for sig rimeligt, i betragtning af prisen og den kvalitet spillet byder på, og man sidder i sidste ende tilbage med lyst til endnu mere.

Når alt kommer til alt så lykkes "LIMBO" på alle punkter, og har man brug for et spil der sætter hjernen på alle tænkelige prøver, skal man ikke tøve med at smide 1.200 Microsoft Point efter et af de bedste arkadespil til Xbox Live.