En parade af kendte spilfolk står bag "Blue Dragon". Berømte, japanske mænd fra "Final Fantasy", "Dragon Ball" og "Dragon Quest", er med på holdet med hver deres speciale. Så forventningerne er skruet helt op, og "Blue Dragon" er også udpeget som en titel, der ligefrem kan drive mere salg ud ag Xbox 360.

Men det er ikke nogen stjernetitel, selvom folkene bag tyder på det, og længden på over 50 timers gameplay spredt ud på tre dvd-skiver lader til det. Der er en hel bunke skuffelser undervejs, og en masse indhold, som bare er flået fra disse feterede spilmageres tidligere spil - og der mangler noget tempo og indlevelse.

Spillet udvikler sig uendeligt langsomt i begyndelsen. Man vandrer rundt og afsøger steder og støder på et par væsener her og der, der skal besejres. Målet er uklart, mellemsekvenserne er mange og lange, og der går flere timer, før pulsen stiger bare lidt. Eller på godt dansk: I lang tid er det kedeligt, og for at holde humøret oppe, klynger man sig til den polerede grafiske side af spillet og det spinkle håb om, at det hele nok skal eksplodere i gameplay-fest, når de andre dvd-skiver kommer i brug.

Børn igen
Efterhånden bliver det også bedre og mere betagende, ikke mindst fordi det er så langt, at man ikke kan slippe fra at være fordybet i handlingen. Helt opslugt bliver man dog aldrig, og det skyldes især at hovedrollerne er komplet umulige at indentificere sig med. Ligesom i hundredvis af andre spil med japansk oprindelse, så er helten en naiv 10-12-årig dreng omgivet af lige så unge venner, herunder 10-årige piger med voksenkroppe, hvilket slet ikke hænger sammen.

Problemet er ikke kun, at det - igen, igen, igen - er børn, der folder sig ud i helterollerne og at de er lavet som tegneseriefigurer. Det er mindst lige så anstregende at følge dem i så mange timer, dage og uger uden at deres personligheder flytter sig en millimeter. Hele vejen er det flade, uinteressante papfigurer, og det eneste som rigtig udvikler dem er deres evner, kampniveauer og magiske evner. Det er interessant i forhold til gameplay, men giver ingen fremdrift i plottet.

Groft sagt er "Blue Dragon" én lang film afbrudt af lette missioner med at lede efter små skatte og opgraderinger, før man støder på en håndfuld fjender, der skal bekæmpes efter tur. Ved hvert møde med en modstander skifter spillet til kampsystemet, hvor man vælger sine angreb, formationer og forskellige specielle krafter. Derefter er det modstanderens tur, og det hele handler så om at tilrettelægge sine angreb og forsvar taktisk.

Turbaseret kamp
Systemet fungerer rigtig godt og det er klistret godt til med alverdens muligheder for opgradering, point for rutine, grej der giver ekstra evner og styrker figurernes egenskaber. Vi finder alle de ting, som vi har lært at forvente af den slags turbaseret rollespilskamp; men det kræver også at man er fan af genren.

Hvis man ser grafikken og håber på en "Jak & Daxter"-agtig, "Ratchet & Clank"-lignende platform-action-oplevelse, så bliver man slemt skuffet. Jeg nævner det, fordi Microsoft har gjort et meget stort reklamenummer ud af at sælge spillet overfor alle slags spillere, ikke bare rollespilsfans. Her er min pointe, at ikke-fans skal vare sig noget, før de investere 500 kroner i "Blue Dragon".

Andre vil nyde grafikken, musikken og de fyldige rollespilsfunktioner. Og man kan hurtigt få mange timer gå med at gennemspille handlingen og opgradere sit hold på livet løs med forskellige dimser, amuletter og helbredende urter. Men som vi skrev i begyndelsen, så er det ikke nogen revolution, snarere en middelmådig omgang af rollespilsmotiver, vi har set før - men tilforladeligt pakket i nydelig grafik og en meget omfattende historie.