"Army of Two" egner sig ikke til at spille alene. Virkelig. Singleplayeren kan bedst bruges til at øve sig lidt, før man kaster sig over co-op eller multiplayer, som helt oplagt er spillets hovedpointe.

Jeg ved godt, der kan være lidt nymodens snobberi i at se ned på singleplayeren i spil og først og fremmest være onlinespiller. Men det er ikke derfor, jeg skriver sådan.

Problemet med at spille det alene, er at partneren ikke at klog nok, og at de taktiske muligheder er for dårlige. Det føles mest som en billig udgave af "Ghost Recon: Advanced Warfighter" med kun én hjælper på holdet og mindre teknisk grej.

Samtidigt skal det dog siges, at duellerne fungerer bedre end fx det danske "Kane & Lynch: Dead Men", som også har to figurer, der kæmper side om side. Til gengæld er plottet i "Army of Two" betydeligt dårligere; kedeligt faktisk.

Så meningen er, at to rigtige mennesker er fælles om at løse opgaverne i "Army of Two". Typisk ved at én trækker det store våben frem og afleder opmærksomheden, mens den anden sniger sig bag om fjendens linier og fjerner dem én for én. En Aggro-måler viser, hvem der har modstandernes opmærksomhed - han bliver helt rødglødende, mens den anden bliver mere og mere gennemsigtig i takt med at ingen lægger mærke til ham.

Derefter er det bare frem over stepperne, og det er en god ide, at starte på en svær indstilling, for Recruit-sværhedsgraden er for børn! Det er alt for nemt, og spillet kan overstås på ingen tid.

Man kan også hjælpe hinanden ved at trække en såret partner i sikkerhed, mens parteren skyder videre. Og når man har fundet dække, kan heale sin ven, før kampene fortsætter. Desuden kræver det fælles hjælp at bryde gennem nogle døre - ofte mellem baneområder - eller kravle over høje mure til nye områder. Man giver lige en spejderfod til vennen, og han trækker så dig med over bagefter. Så er man sikker på, at alle er med, før næste opgave starter.

To andre fællesfunktioner i spillet er samarbejds-snigskytteri og ryg-mod-ryg. Den første bruges ganske få, forudbestemte steder og er meget let. Den anden popper op flere gange i løbet af spillet, hvor der kommer mange fjender samtidigt. Spillet skifter til langsom gengivelse og man står ryg mod ryg og plaffer dem ned en periode. Desværre er det ikke noget, man selv kan aktivere - spillet bestemmer hvornår muligheden byder sig.

"Army of Two" er udmærket action i tredje person og nutidige rammer - 9/11, Irak, Afghanistan og andre kendte konflikter blandet med en sidehistorie. Men det lever ikke op til de opkørte forventninger, der har været til det. Mange andre spil har (omend korte) co-op-dele som sagtens kan måle sig med "Army of Two", selvom denne titel skulle være lavet særligt til samarbejde. Det er ikke specielt gennemført og slet ikke nyt, det er ret kort og selv på sværeste indstilling bliver det aldrig rigtig svært.

Forestil dig spiltypen team deathmatch fra alle andre skydespil - blot med den ændring, at dit hold kun på er to medlemmer, og at du skal trækkes med en meget forudsigelig historie, et lidt kedeligt udvalg af våben og en til tider mangelfuld styring. Så har du et fint indtryk af, hvad "Army of Two" indeholder.

Online kan man finde venner at spille kampagne-missionerne gennem med, eller man kan vælge at få en tilfældig partner, der også er online. Dertil kommer en spiltype, hvor man er to og to mod hinanden. Fin underholdning, men ikke nogen revolution, og meget hurtigt ensartet.

Der mangler forskellighed på banerne og mellem figurerne. Der mangler klogere fjender og nogle flere missioner, hvor man skal samarbejde. Flere steder i "Army of Two" klarede jeg selv ærterne, mens parteren lå såret tilbage. Men okay, giv det en chance, for med lidt videre udvikling, kæleri for grafik og lyd og nye funktioner, kan "Army of Two 2" blive rigtig godt.

Forskellen på spillet til Xbox 360 og PS3 er meget lille. Derfor gælder denne anmeldelse begge udgaver.